Squash er ikke særlig børnevenlig mad på trods af, at den faktisk ikke smager af særlig meget. Konsistensen er vist for slatten. Du er heller ikke særlig vild med squash, men jeg har inkluderet opskriften alligevel, da de saltede, fermenterede rejer giver en lidt anden smag end mange af de sideretter, vi ellers får.
Hobak-namul (애호박나물) er en sideret, der kan anvendes som tilbehør alle mulige koreanske retter. Sidst fik vi det i bibimbap (비빔밥).
Tilberedningstid: 20 min.
Ingredienser:
- 1 squash
- 1 forårsløg
- 1 spsk salt til udvanding af squash
- 1 spsk olie til stegning
- 1 fed hvidløg
- 1 spsk gochugaru (고추가루) - koreanske chiliflager
- 1 tsk saeujeot (새우젓) - saltede, fermenterede rejer (eller fiskesauce)
- 1 tsk sukker
- 1 spsk sesamolie
- 1 tsk sesamfrø
Redskaber:
- Kniv
- Skærebræt
- En pande
- Opbevaring med låg
Sådan gør du:
Skær squashen i mundrette skiver, læg dem i en skål, drys salt over og sæt den til at hvile i 10 min. På den måde trækkes vand ud af squashen og gør den mere sprød.
Hak hvidløg fint og forårsløg julienne.
Efter 10 min skal squashen skylles under koldt vand og tørres i et rent viskestykke. Sørg for at presse overskydende vand ud i viskestykket.
Varm olie på en pande og steg squashen til den begynder at se mere ‘gennemsigtig ud’. Tilsæt hvidløg, forårsløg, chiliflager og saeujeot (eller fiskeolie) og steg videre i 1 minut.
Hæld salaten over i en beholder eller en skål og stænk med sesamolie og sesamfrø.
Opbevar squashsalaten i en beholder med låg. Den holder sig i 2-3 dage i køleskab.