Du elsker kimbap! Jeg håber, du bliver glad, når du ser, hvad der er i din madpakke i denne uge.
Syltet, gul kinaradise, som ofte anvendes som fyld i kimbap (김밥), kan også bruges som tilbehør til andre retter. Giver sprødhed, syre og sødme. Min udgave er en lynversion, det vil sige, den er klar til at blive spist så snart den er afkølet, hvor jeg har set andre versioner, der først kan spises flere uger efter syltningen. Derudover er min version også noget syrligere end andre, jeg har prøvet. Kinaradise er hvid, men danmuji er gul. Egentlig tror jeg, at gardeniafrugt traditionelt er anvendt til farvning, men jeg bruger gurkemeje, da det er noget nemmere at få fat i.
Her er danmuji nok til omkring 10 ruller kimbap.
Tilberedningstid: 15 min.
Ingredienser:
- ½ kinaradise
- 1 dl vand
- 1 dl riseddike
- ¼ dl sukker
- 2 laurbærblade
- 10 sorte peberkorn
- 1 spsk gurkemeje
- 1 tsk salt
Redskaber:
- Kniv
- Skærebræt
- En kasserolle
- Opbevaring med låg
Sådan gør du:
- Bring vand, riseddike, sukker, laurbærblade, peberkorn, gurkemeje og salt i kog
- Imens kan du skrælle kinaradisen, skære den i aflange stænger og lægge dem i en container med låg
- Hæld den kogende syltemarinade over kinaradisen og vent med at sætte låg på. Sæt på køl efter afkøling.
- Holder sig i køleskab i en uge. Bliv ikke forskrækket over den noget heftige, funky duft, som danmuji afgiver efter et par dage, du kan stadig spise den.